Fairy-4-U Fire Engine


American Shorthair hankastrat, rød klassisk tabby med hvidt
Regional Winner, Supreme Grand Champion Alter, Premier. Født 8/7 2013

Her er Grisling, vores første American Shorthair. Grisling blev købt af flere grunde. Dels har vi været betagede af racen i årevis, siden vi første gang stødte ind i en American Shorthair på udstilling, dels vil jeg gerne på længere sigt i gang med TICA’s dommeruddannelse, og så skal man have udstillet en kat af modsat type af dem, man selv opdrætter. Han er såvidt vi ved landets eneste American Shorthair, og vi synes, at racen fortjener større popularitet. Jeg hentede ham i Düsseldorf i november 2013, og har ikke fortrudt et sekund.

Grisling er en fantastisk kat! Han er lynhurtig og temmelig intelligent, og efter næsten 20 år med Maine Coons ar det en utroligt sjov oplevelse af få en helt anden slags kat inden for dørene. Grisling er stædig som et æsel, men heldigvis også meget omgængelig og aldeles nervefast. Han er selv fuldstændigt overbevist om, at han er den eneste “ordentlige” kat her i huset, og Maine Coonerne elsker ham og synes, at han er det sjoveste, der nogensinde er sket.

Grisling synes, at udstillinger er alletiders, og han har fået mange fans undervejs. Han har klaret sig strålende, opnåede sin Supreme Grand Champion Alter på kun to shows da han var 10 måneder gammel, og han har også været på et enkelt CFA-show, hvor han opnåede titlen Premier og samlede de første points sammen på vej mod Grand Premier. Hvis du vil hilse på Grisling, så find os på et af de danske TICA-shows. Han er altid klar til at vise sig.