Maine Coon


Maine Coon Cat - Gloria i sneen

Note: hvis du synes, at teksten her ligner teksten på Wikipedia, har du helt ret. Men det er ikke fordi vi har kopieret teksten; det er såmænd fordi teksten på Wikipedia er forfattet af os.

Maine Coon-katten er USAs egen langhårskat; den stammer oprindeligt fra New England-området i det nordøstlige USA, heruder staten Maine, som katten har sit navn fra. Kattene var populære allerede i 1800-tallet, hvor de levede som gårdkatte og var værdsat for deres evner som musefængere.

Det kolde klima var med til at udvikle den robuste kat med den unikke pelskvalitet, og nutidens opdrættere prøver fortsat at bevare racens karakteristiske træk. Næsten alle farver er godkendt, så der findes en Maine Coon for snart sagt enhver smag.

Racen blev anerkendt i Europa i midten af 1980’erne, og siden er dens popularitet eksploderet. Den er i dag den mest populære katterace i Danmark og i Tyskland, og i vores nordiske nabolande er populariteten også stadigt stigende.
Udseende
Maine Coon-katten er en stor, robust kat med en rektangulær kropsform og en busket, silkeagtig pels med uens længer. Den har kraftige benstammer, store poter, brede skuldre og en lang hale med lang, vajende pels. Hovedet er kileformet, medium i størrelse, lidt længere end det er bredt og i balance med kroppen.

Der er væsentlig forskel på hunner og hanner; hunnerne vejer i reglen ca. 4-6 kilo og er mere feminine af bygning, mens hannerne vejer ca. 6-9 kilo og er bredere og grovere bygget. Kastraterne, både hanner og hunner, bliver ofte lidt bredere og tungere end fertile katte.

Ansigtet har høje, markerede kindben og man kan se og mærke en tydelig overgang til snudepartiet, som er firkantet i omrids set forfra, med en hage, som er tilpas dyb og bred til at fuldende indtrykket af en firkant. Profilen tegner en blød bue ned til næseryggen, som er helt lige, uden buler, Maine Coon-skitsebump eller “ørnenæse”.

Ørerne er store og spidse, meget gerne med tufser (det er de små “pensler” på ørespidsene). Ørerne sidder højt på kattens hovede og peger lige fremad. Øjnene er let ovale; de skal virke runde, når de er vidtåbne; de giver katten et årvågent udtryk. Helhedsindtrykket af den stærke, opvakte kat er således beskrevet af en af racens pionerer: “En Maine Coon er en kat, som du kan forestille dig komme løbende i skumringen med et egern i munden”.

Temperament
Mange mennesker falder i første omgang for racens imponerende udseende, men det er dens fantastiske temperament, som har sikret dens enorme popularitet. Én Maine Coon er simpelthen ikke nok! Maine Coons er sociale, godmodige og klodsede katte, som elsker at deltage i familiens aktiviteter. Ligeså barske de ser ud, ligeså blide er de. De egner sig som regel ikke til et liv som enekatte, men foretrækker at have selskab – de fleste tilpasser sig godt både med artsfæller, med hunde og med andre kæledyr. Men selvom de er glade for selskab, så er det ikke en kat, som hænger på sine mennesker hele tiden. I stedet vælger de at “hænge ud” i nærheden af deres mennesker for at se, om der er noget de kan “hjælpe” med. Som amerikanerne siger det: “A Maine Coon will be your companion, your buddy, your pal, but hardly ever your baby”.

Mange Maine Coon-katte kan lære at apportere små bolde eller tøjmus, og de bevarer legelysten hele livet igennem. De udvikler sig langsomt; man kan regne med, at skelettet er udvokset i højden og længden i 12-18 måneders alderen, men der udvikles bredde og muskelmasse indtil katten er 3-4 år gammel. Maine Coons er tit ganske snakkesalige, men deres bittesmå pibestemmer og karakteristiske kurrelyde matcher ikke det barske ydre.

Særlige behov
Maine Coon-katten er en semilanghårskat, og man skal derfor være forberedt på, at den kræver pelspleje. Det varierer meget fra kat til kat, hvor meget der kræves, men man skal ikke anskaffe en Maine Coon, hvis man ikke er indstillet på at rede pelsen godt igennem ca. en gang om ugen, og måske oftere i fældetiden. Det kan også være nødvendigt at trimme klospidserne en gang i mellem.

En Maine Coon kan sagtens trives som indekat, hvis den blot har selskab og aktivitetsmuligheder inden døre. Den holder også af at have adgang til udeliv, når det kan lade sig gøre. Her skal man dog som ejer være opmærksom på, at mange katte slet ikke egner sig til at løbe frit uden døre, og mange opdrættere vil ganske enkelt forlange kontraktligt, at katten holdes under sikre forhold. Der er mange farer, som truer den fritløbende kat, og med en så populær race som Maine Coon er der altid en risiko for, at katten simpelthen bliver stjålet! De er så tillidsfulde, at de går med hvem som helst hjem, og der kan være gode penge i at videresælge dem. Desuden er der jo trafikken, som hvert eneste år kræver 70.000 dødsofre på de danske veje, og har man én gang prøvet at finde sin kat påkørt, eller at vente forgæves på en kat, som aldrig kom hjem er man måske mere motiveret for at bygge en løbegård eller indhegne sin have.

Sundhed
Maine Coon’en er generelt en sund og robust race med en forventet levealder på 10-15 år, men der er visse lidelser, som ses i racen, og som købere bør være opmærksomme på. Eksplosiv popularitet er ikke altid en fordel for en race, fordi der måske går dyr i avlen, som ikke burde være brugt, og fordi det giver en stor tilvækst af nye opdrættere, som ikke alle har tilstrækkelig ballast og netværk i deres avlsarbejde. Derfor kan det være svært at være køber af en “moderace”, fordi udbuddet er stort, men ikke alle killinger er lige gode eller sunde – og hvordan skiller man så skidt fra kanel? Her er nogle punkter, som det er værd at tale med opdrætterne om:

  • Nogle linjer af racen er tilsyneladende disponeret for tandkøds- og mundhuleproblemer, så man bør altid forhøre sig om forældrenes tandkødsstatus og spørge til opdrætterens erfaring med tandkødsproblemer i familien.
  • Nogle linjer har en voldsomt forhøjet frekvens af ørepolypper, som kan være til stor gene og kræve dyre operationer, og som i værste fald kan være inoperable uden anden udvej end aflivning. Man bør derfor forhøre sig, om opdrætteren har erfaring med ørepolypper, og hvordan disse i givet fald blev håndteret.
  • Nogle linjer har, formentlig på grund af dårlig selektion, et generelt nedsat immunforsvar, som gør kattene mere “skravlede” og modtagelige over for både virusinfektioner og bakterielle infektioner. Man bør altid tale med opdrætteren om familiens generelle sundhedstilstand, og hvis kattene i hjemmet generelt virker utrivelige eller “forkølede”, skal man ikke tage en kat eller killing hjem derfra, førend alle som minimum er raskmeldte igen.
  • Hjertesygdommen HCM (Hypertrofisk kardiomyopathi) er velbeskrevet i Maine Coon-racen. Den ses heldigvis ikke så hyppigt, men når den optræder, er det desværre oftest med dødelig udgang. Sygdommen er arvelig, og indtræder ofte først midt i livet, når katte allerede har fået afkom. Man kan teste for HCM ved ultralydsscanning og ved DNA-test, og her er det værd at høre opdrætteren om teststatus på forældre og bedsteforældre. Man bør selvsagt ikke avle på afficerede dyr.
  • SMA (Spinal muscular atrophy) er en neurologisk lidelse, som udmønter sig i muskeltab og svaghed i bagpartiet, hvilket kan medføre en slingrende gangart og utilbøjelighed til at springe. Lidelsen er recessivt arvelig, hvilket betyder, at katten skal modtage et defekt gen fra både moderen og faderen for at sygdommen bryder ud. Bærerstatus (at have én kopi af genet) giver ingen symptomer. Der findes en simpel DNA-test, og alle opdrættere bør naturligvis undgå at parre bærer til bærer; dermed undgår man sygdommen.
  • Nyresygdommen PKD (Polycystic kidney disease) nævnes ofte i forbindelse med Maine Coon. I vores erfaring er det dog uhyre sjældent, at den optræder. Sygdommen er arvelig, og forholdsvis let at avle sig ud af, hvis man skulle være så uheldig at få den ind i sit katteri. Man kan teste ved ultralydsscanning og DNA-test, og det er værd at spørge opdrætteren, om der nogensinde har optrådt PKD i familien og/eller om linjerne er testet.
  • Hofteledsdysplasi (HD) er en lidelse, hvor lårbenshovedet ikke passer ordentligt i hofteskålen, enten kun i den ene side eller i begge sider. Nogle katte er asymptomatiske, men HD kan medføre store smerter og forøger risikoen for gigt senere i livet. Lidelsen er ikke medfødt, men udvikles i takt med at katten vokser til. HD er multifaktorielt og polygenetisk, og kan derfor være vanskeligt eller umuligt at erklære en linje helt fri for.

Stamtavle?
Der findes masser af mennesker, som producerer og sælger såkaldte “Ægte Maine Coon uden stamtavle”, og der er masser af gode grunde til at undgå dem. Det kan du læse meget mere om i vores artikel: Hvorfor stamtavle?

I Danmark er de fleste racekatte registreret i Felis Danica (FD), som er en organisation under Federation Internationale Feline (FIFe), og disse katte har 4-generationers stamtavler udstedt af Felis Danica. Vi opdrættede selv under FD de første 10 år, men nu opdrætter vi i stedet under The International Cat Association (TICA), bl.a. fordi vi føler, at man dér langt bedre varetager racens interesser, er langt bedre á jour i sundhedsspørgsmål og langt bedre fastholder den ønskede racestandard.

Vi er aktive medlemmer og medstiftere af Viking Cats, Danmarks p.t. eneste aktive TICA-klub, og flere og flere vælger at registrere deres katte i TICA. Der er altså ikke noget fordækt eller odiøst i at blive tilbudt en kat med TICA-registrering, og FIFe og TICA anerkender skam hinandens stamtavler, så kattene kan uden problemer flyttes mellem forbundene eller dobbeltregistreres, hvis ejeren ønsker det.

Flere ressourcer og links
Der er mange gode ressourcer med meget mere information om Maine Coonen. Vi vil gerne især anbefale følgende sider:

Beth Hicks’ billedseminar om Maine Coon. Utrolig lærerig gennemgang af standarden (zip-arkiv).
TICAs generelle racebeskrivelse.
MCBFAs sundhedssider. Mere information og anbefalinger.

God fornøjelse med den videre læsning – og husk, en gang Maine Coon, altid Maine Coon!